Nyhedsbrev den 31/6 2010
Så går vi igen ind i en ny måned og derfor skal der lige følges lidt op på hvad der er sket siden sidst og hvad der skal ske i juli måned.
Siden sidst er der på Havesiden www.kan-lir.dk kommet sider om følgende emner:
Buske
Podning
Gulerodsflue
Kartoffelskimmel
Bladrodsbiller
Slåen
Træer og buske
Blomsterhaven
Køkkenhaven
Ferieklar
Blomsterkrukker
Bladlus
Der er også opstartet en ny sektion "Nyhedsartikler", hvor man kan læse om alt mellem himmel og jord, artiklerne er ikke et udtryk for Havesidens mening og holdninger, da det er forskellige personer der har skrevet artiklerne. Du er velkommen til at skrive artikler og sende dem til os på havesiden@kan-lir.dk, så ser vi på dem og laver evt. en side med artiklen.
Og så skal vi se på opgaverne i haven i juli måned:
Køkkenhaven
De første nye kartofler kan høstes. Mange venter med at høste kartofler, indtil de er i blomst, men ikke alle kartofler blomstrer, så vip lidt til planten, måske er kartoflerne klar til middagsbordet, før du aner.
Når toppene begynder at visne, så klip dem helt ned og smid dem væk, så de ikke spreder sygdom. Bedst er det at grave kartoflerne op senest 14 dage efter toppen er visnet. Så undgår du risikoen for svampesygdom. Opbevar dem køligt ved 12-14 grader i to uger, så heler eventuelle sår. Derefter skal de opbevares ved køleskabstemperatur.
Jordbærplanterne skal vandes godt efter høst. Skift de gamle planter hvert andet eller mindst hvert tredje år. Husk at rodhalsen lige skal være dækket med jord. Sættes planten for dybt, rådner den let, og sættes den for højt, visner den.
Gød en smule 14 dage efter plantningen.
Kålsommerfuglen er på vingerne nu. Brug neglene til at klemme dens æg i stykker. Kommer du for sent, så anvend det biologiske middel Dipel.
Du kan endnu nå at så ærter, kinakål og spinat.
Krydderurterne skal høstes, inden de går i blomst. Er det sket, klip dem ned, så kommer der nye friske skud. Du kan lave nye planter af det, du klipper af. Teknikken er den samme som med lavendel. Prydhaven
Nu skal der gøres op med en myte. Hækken skal klippes til Skt. Hans, siges der. Du kan dog godt vente, blot du ikke klipper senere end august. De nye skud, der kommer efter klipning, skal nå at hærde inden frosten sætter ind.
Ulempen ved at klippe tidligt er, at man så skal i gang to gange på en sæson. Fordelen er, at der skal fjernes og klippes mindre, og måske opnår små hække også en større tæthed med to klipninger. Skal vi se med havevidenskabelige briller, så er det bedst at vente til langt hen i juli. Først når vi når til sidst i juli, er den kraftige nyvækst på retur. Klipper man hækken for tidligt, fjerner man de blade og skud, der får planten til at trives. Man får altså dårligere planter ved at klippe for tidligt. En lav hæk kan dog godt tåle tidlig klipning, mens en høj er mere udsat.
De hække der klippes i juli, er de løvfældende hække, dog også liguster, selv om den oftest er stedsegrøn. Hække af tuja, gran, taks og lærk kan også klippes i juli, men det bedste tidspunkt er april og august. Blomstrende hække tyndes ud ved at fjerne de ældste grene. En almindelig hæk som Spiraea x vanhouttei kan godt klippes, men får så ingen eller få blomster. I længden vil den ved en hyppig klipning blive meget bar for neden. Sker det, skal den nærmest klippes helt i bund, dog med et par enkle safttrækkere, det vil sige grene til at trække saften op med.
Stauderne, roser og vand
Staudebedet er flot lige nu. Bliver det tørt i juli, så giv stauderne vand.
Havedammen skal også have vand. Fordampningen er i sommermånederne meget stor. Fyld helst efter med regnvand. Algerne trives. Skal de til livs, er det vigtigt at have en god balance mellem planter, fisk og vandets surhedsgrad. Det er ikke altid lige let, og jo mindre et bassin, jo vanskeligere. Spar på fodret til fiskene. Foder en gang om ugen er i de fleste havebassiner mere end rigeligt.
Roserne angribes let af meldug, stråleplet, rust og andre svampesygdomme. Jo tættere de står, jo mere udsatte er de. Husk godt med vand. Det forebygger og hindrer i nogen grad sygdomme. Er roserne angrebne, er det for sent at gøre noget.
Fra juli skal planterne ikke længere gødes. De nye skud skal nå at afmodne inden frost, og gøder man, bliver roserne ved med at sætte nye skud.
Lavendel og lyng klippes lige efter blomstringen. Du kan lave lavendelstiklinger af det, du klipper af. Træk et friskt skud af hovedstammen og fjern de nederste blade. Stik stiklingen dybt i sandblandet jord et lunt og lidt fugtigt sted.
Græsset skal som i juni måned have et kilo kalksalpeter pr. 100 kvadratmeter, men kun hvis du anvender NPK. Bruger du organisk (natur) gødning, er det nok at give plænen en gang i starten af sæsonen. Det har den fordel, at græsset gror mere moderat.
Frugthaven
Solbær beskæres efter høsten. Grene der er ældre end tre til fire år fjernes helt fra basis. De er lette at kende på deres mørkere farve.
Ribs sætter flest bær på 2-5 årige grene, så her fjernes kun de ældste grene.
Hindbær kan høstes og fryses ned. Et lille tip: Frys dem først enkeltvis på en bakke og læg dem så i en pose. Så fryser de ikke sammen i en stor masse.
Er der alt for mange små frugter på dine frugttræer, er det en god ide at tynde ud. Det giver større og bedre frugter.
Du kan standse tilvæksten af dit træ, så den ikke bliver for voldsom ved at nippe toppen af unge bløde skud sidst i juli eller først i august. Nip over 4.-7. blad på det nye skud. Har skuddet forgrenet sig i to, så fjern det ene og nip det andet over det 3. blad.
Drivhuset
Kraftig udluftning har betydning for planternes sundhed.
Lad sunde blade sidde på tomatplanterne, men nip fortsat sideskuddene af. Toppen kan du knibe af, når der er fire til fem klaser i gang, og der ikke er udsigt til, at resten modnes. Knibning af top sker 1-2 blade over den øverste klase.
Tynd ud i klaser med vin, så frugterne ikke sidder for tæt. Tætte klaser giver let råd og mug.
Og så lige huskelisten:
Sørg for at fugle har adgang til vand i tørt vejr.
Hold nyplantede og unge planter godt forsynede med vand om sommeren, men vand med omtanke.
Hold øje med sygdomme og skadedyr.
Alle planter i potter og krukker gødes og vandes regelmæssigt.
Fortsæt med at fjerne visne blomster.
Beskær buske som blomstrede tidligt på sommeren.
Tag halvmodne stiklinger af buske.
Trim hække af nåletræer og tag stiklinger.
Sommerbeskær blåregn.
Del haveiris.
Aflæg og tag stiklinger af nelliker.
Læg efterårsblomstrende løg.
Plant frøplanter af tidligere såede toårige planter ud.
Vand grøntsagerne regelmæssigt.
Tag nye kartofler, løg og hvidløg op.
Knib toppen af pralbønnerne, når de kommer op til toppen af støttepindene.
Knib toppen af de udendørs tomater, når de har dannet fire blomsterstande og fjern sideskud.
Pluk hindbær, solbær og ribs.
Høst krydderurter til tørring.
Sørg for at væksthuset ventileres godt, og overbrus det regelmæssigt.
Evt. huller i bedene fyldes ud med udplantningsplanter.
Så de sidste grøntsager til høst om efteråret.
Plant alle vinterkål ud.
Hvis du holder ferie i juli eller august, bør du planlægge pasningen af dine planter.
Bestil forårsblomstrende løg og knolde.
Gør jorden klar til etablering af nye plæner om efteråret.
Så salat under dække til efterår og vinter.
Gør nye jordbærbede klar.
Og til sidst vil jeg ønske jer alle en rigtig god juli måned og til dem der skal have ferie en rigtig god ferie.
Mvh
Kjeld