Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
Fuglekasser, egernka...
Sove/hvilekasser til...
Redekasser
Rens frøet - Spar m...
Introdiktion
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Alt om Haven » Frøformering
Frøformering
Jorden til frøformering skal være let, gødningssvag, fugtholdende og iltholdig. Det går sjældent særlig godt med en god pottejordsblanding, på grund af det store gødningsindhold, selv om enkelte frø godt kan tåle det. Hvis det er det eneste man har kan man blande sand, spagnum, grus, let havejord eller andet i.

Sterilisering af jordblandingen, som det ofte anbefales selv i økologisk litteratur, må vi fraråde . Det kan ikke være rigtigt, at vi efter at have gjort alt hvad vi kan, for at gøre jorden levende, skal sterilisere den og derved slå alt liv ihjel. I praksis har vi ingen problemer med at lade være, hvis ellers de andre dyrkningsforhold bliver tilgodeset. Går der svamp i, er det fordi man ikke overholder frøenes almene krav. Ukrudt kan være et problem, men efter vores mening er det overkommeligt at luge det væk.

Sådybden er meget vigtig. De fleste frø (på nær de mørkespirende) spirer bedre jo nærmere de er jordoverfladen. Her får de både lys og luft. De fleste anvisninger jeg ser anbefaler for dyb såning. Dette skyldes at jordoverfladen let tørrer ud. Det optimale er ikke at så ret dybt, men til gengæld sikre sig at overfladen ikke tørrer ud. Udendørs sår man generelt lidt dybere, da det her er vanskeligere at holde overfladen fugtig. En glasplade over frøbedet/potterne kan holde på fugtigheden. Aviser eller sækkelærred over kan også bruges, men ikke til lyskrævende frø.

Såtidspunkt er som regel om foråret. Man kan vælge at så udendørs når temperaturen er høj nok. Man kan også få et forspring, og dermed tidligere blomstring og større vækst, ved at så tidligt inde. Hvad der er mindre kendt er at mange planter kan sås om eftersommeren/efteråret. Her er 2 typer, nemlig dem der spirer med det samme og overvintrer som rosetter, og så dem der spirer næste forår. Man kan bare se hvor mange planter der sår sig selv. Efterårssåning er dejlig nemt, da det passer sig selv med vand. Vi bruger det meget, når vi har frø nok. Det er her meget vigtigt at mærke dem ordentligt, da man ellers nemt kan have glemt dem næste forår. Det er også godt at så i nedgravede potter, da man kan få øje på dem.

Vanding er det kritiske punkt. Som nævnt bør frø ikke tørre ud under spiringen, men må heller ikke soppe i vand. I praksis vander vi alle indendørs kasser/potter nedefra, for at frøene ikke skal flyde ovenpå. Desuden har visse kimplanter en tendens til at rådne, hvis de får vand på sig. Udendørs må man vande forsigtigt med en meget fin forstøvning.

Lys er for mange frø vigtigt, men det skal ikke være direkte solskin, da det udtørrer jorden og ikke er nødvendigt. Nogle frø spirer dog kun i mørke.

Temperaturen er vigtig. De fleste planter spirer udmærket mellem 15 og 22 grader C. Nogle spirer udmærket ved 10 grader C. De fleste frø har bedre spiringsprocent, hvis de udsættes for daglige temperatursvingninger ligesom i naturen. Derfor er drivhus/havestue/drivbænk såning oftest bedre end et varmt rum. Mere om dette under specielle krav.

Efter spiring skal kimplanterne have mere lys og lavere temperatur, for ikke at blive ranglede. Man kan nu også gradvis nedsætte vandingen. Når kimplanterne har mindst to blivende blade, bør man begynde at tænke på at potte dem om i jord med lidt mere gødning. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt at knibe dem for at få kompakte planter.

Specielle krav

Af de mange urter vi dyrker, er der nogle med specielle krav for at få dem til at spire. Disse krav kan opdeles i nogle hovedgrupper. Nogle frø hører til flere af grupperne på en gang.

1. Mørkekrævende frø spirer ikke, hvis de kan se lys i for store mængder. Hertil hører f.eks. Morgenfrue og Hjulkrone. Ellers er det et fåtal der har det på den måde. Det vil næsten altid dreje sig om forholdsvis store frø.

2. Lyskrævende frø er der mange af. Det drejer sig som regel om små frø som f.eks. Kamille, Timian, Blå Jernurt, Sar, Matrem og mange andre. Disse sås på jordoverfladen og trykkes let ned for at få jordkontakt. Her må man være ekstra påpasselig med, at de ikke tørrer ud under spiringen.

3. Kuldekrævende frø er der flere slags af. Nogle spirer bedst i lave temperaturer: 5-15 grader C. Andre skal stratificeres, hvilket vil sige, at de på skift skal udsættes for varme-kulde-varme for at spire. Af og til må behandlingen gentages flere gange. Det nemmeste er at så dem ude om efteråret, vinteren eller tidligt forår, da de så automatisk vil blive udsat for skiftende temperaturer og spire næste forår. Alternativt kan man så dem varmt og efter en ugestid stille dem i køleskab fra 1-3 måneder, hvorefter man stiller dem varmt igen. Typiske kuldekimere som de kaldes, er frø fra træer, buske og nogle urter.

4. Varmekrævende frø er dem der spirer bedst når de kommer over 25 grader C. Hertil hører
mange tropiske frø.

5. Friskmodnede frø er dem, der normalt kun vil spire, hvis de bliver sået umiddelbart efter, at de er modne. De vil så spire med det samme og overvintre som småplanter. Hvis man ikke får det gjort, går de i dvale. De fleste vil kunne vækkes af denne dvale ved at blive udsat for en stratificering (se kuldekrævende). Kvan, Skotsk Lostilk, Baldrian, Arnica m.m. hører til denne kategori.

6. Hårdskallede frø er dem med en meget tyk frøskal. Denne kan være meget lang tid om at blive nedbrudt, så der kommer vand til selve kimen. Her kan det hjælpe at file/ridse i skallen, så vandet kan trænge ind. I nogle tilfælde er det nok at lægge frøene i vand 1-3 døgn inden man sår dem.
Udvalgte artikler
Engblomme
Engblomme findes i talrige gule nuancer. Engblomme findes vildtvoksende mange steder her i landet i fugtige enge. Ved krydsning med udenlandske arter er der opstået en lang række havesorter metl smukt fliget løv og pragtfulde guldgule blomster.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Roser og andre prydplanter
Havens prydplanter skal passes med omhu og omtanke. De skal have den vokseplads, der passer til deres forskellige vækstkrav og derefter den pleje der sikrer, at de altid er frodige og fri for sygdomme og skadedyr.
Artikel kategori: Alt om Haven
Udvalgte artikler
Chrysantemum
Betegnelsen krysantemum eller vinterasters omfatter talrige former, der er fremkommet ved en række krydsninger mellem arter og hybrider. Stamformerne er vildtvoksende i Kina og Japan, hvor man længe før vor tidsregnings begyndelse har dyrket og forædlet planterne.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Undgå sprøjtegift
Der findes omkring 1 million haver i Danmark, som alle bliver benyttet til mange forskellige formål, eksempelvis prydhaver, nyttehaver m.fl.
Artikel kategori: Sygdomme og skadedyr