Man kender omkring 400 arter i violÂslægten; de er udbredt over hele verÂden, men især i Europa og NordÂamerika. Det er lave stauder med en kort stængel, undertiden i form af en lodret, underjordisk rodstok. Nogle af arterne har en bladroset af hjerte- eller nyreformede blade; andre har enkelte, grundstillede blade og stængelblade. Nogle fÃ¥ arter danner lange udløbere. Blomsterne, der i reglen fremkommer enkeltvis, sjældent to sammen, pÃ¥ ret korte stilke fra bladhjørnerne, har 5 bægerblade og 5 kronblade, der sidder symmetrisk med det største nedadÂvendt i midten; det udmærker sig ogsÃ¥ ved en kortere eller længere spore. Blomsterne er som regel blÃ¥ eller lilla, undertiden med hvidt og gult. Hos flere af arterne har de en usædvanlig dejlig duft, mens andre er duftløse. Nogle af blomsterne er meget smÃ¥ og Ã¥bner sig aldrig, men danner alligevel frugter efter selvbestøvning. Frugten er en kapsel med tre klapper, hvorfra de modne frø kastes ud enkeltvis, idet klapperne trækker sig sammen. Frøene er elaiosome, dvs. forsynet med et forrÃ¥d af fedt, som tilsyneladende gør dem attraktive for myrer, der ofte slæber af sted med dem og derved hjælper til med spredningen. Hos martsviolen sidder den runde, hÃ¥rede kapsel pÃ¥ en nedadbøjet stilk, som efter modningen borer hele kapslen ned i jorden. Man deler violslægten i to grupper, violer og stedmoderblomster. Stedmoderblomsterne har de største kronblade, og i reglen er de to midterÂste opadrettede, mens de er udadretteÂde hos violerne, ligesom griflen hos stedmoderblomsterne øverst har en kugleformet afslutning.
Vækstkrav: Violer egner sig godt til stenbedet, i forgrunden af staudebedet eller som udplantning i busketter og under store træer. De foretrækker en porøs, humusrig jord i sol eller halvÂskygge, og de fleste arter trives ved megen væde. Nogle sætter pris pÃ¥ kalkholdig jord, andre foretrækker en let sur bund.
Formering: Formering af arterne kan ske ved frø, der udsÃ¥s i bænk i sensomÂmeren eller om efterÃ¥ret pÃ¥ et køligt og skyggefuldt sted. De fleste frø spirer det følgende forÃ¥r; men venter man med at sÃ¥ til om forÃ¥ret, ligger frøene ofte et helt Ã¥r over i jorden. Er der mange friske skud pÃ¥ planterne om forÃ¥ret, kan de formeres ved deling eller stiklinger. De arter, som danner rodslÃ¥ende udløbere, kan formeres ved, at man overskærer forbindelsen til moderplanten, nÃ¥r væksten er i gang om forÃ¥ret.
Arter:
Engviol (Viola palustris) har smÃ¥, lyslilla blomster med mørke nerÂver pÃ¥ lange blomsterstilke i maj. De grønne blade er nyreformede. Findes i moser og fugtige enge.
Fjeldviol (Viola bitlora) har to små, gule blomster med brune tegninger på hver stilk i maj-juni. De grønne blade er bredt nyreformede. Trives bedst på en porøs, humusrig jord i halvskygge.
Gul viol (Viola lutea) bliver 15-20 cm høj med tynde stængler og livligt gule blomster fra juni til august. Den skal have svær jord og fuld sol.
Hornviol (Viola comuta), se artiklen Hornviol.
Hundeviol eller markviol Viola canina) har i maj-juni blÃ¥violette , duftløse blomster med en gullighvid spore. BlaÂdene er langstilkede og ægformede. Trives i let, kalkholdig muld.
Hvid viol (Viola alba) har stedsegrønÂne, hjerteformede blade og hvide eller violette, dufteride blomster om forÂÃ¥ret. Den danner lange, ikke-rodslÃ¥enÂde udløbere og er kalkelskende.
HÃ¥ret viol (Viola hirta) har lyst blÃ¥vieÂlette, duftløse blomster i april-maj og store, ægformede, langstilkede, grønÂne blade, der er hÃ¥rede pÃ¥ begge sider. Foretrækker en porøs, kalkholdig jord.
Markviol, se ovenfor under hundeviol.
Martsviol (Viola odorata) har mørkt blÃ¥violette, duftende blomster i marts-Âapril. De hjerteformede, grønne blade sidder i rosetter, der danner lange, rodslÃ¥ende udløbere, som i løbet af sommeren danner nye rosetter. Der findes en hvid varietet, 'Alba', og flere haveformer, bl.a. 'Triumph',' der er stedsegrøn med store, violetblÃ¥ blomÂster, 'Konigin Charlotte' og 'Czar", der har store mørk violette blomster; men især den abrikosgule 'Sulphurea' er en spændende fornyelse.
Pinseviol (Viola papilionacea) er en amerikansk art, som bærer en særdeles langstilket, blÃ¥ violet blomst med lys midte i maj-juni. Bladene er hjerteforÂmede. Den trives bedst pÃ¥ et noget fugtigt sted i halvskygge. Der findes en hvid varietet, 'Albiflora'.
Skovviol (Viola reichenbachiana eller Viola sylvestris, Viola' silvatica) har som martsviolen blåviolette blomster; men de er uden duft og fremkommer først i maj. Bladene er hjerteformede og har stærkt frynsede fodflige eller akselblade, dvs. småblade, der sidder omkring stænglen ved foden af hver bladstilk.
Sumpviol (Viola uliginosa) har hjerteÂformede, brunplettede grønne blade og store violette blomster uden duft i maj-juni. Den findes pÃ¥ fugtige steder.
Skrevet af Kjeld
d. March 07 2013
4199 Fremvisninger ·
Buskroser
Har man roser i haven, er beskæringen af dem et emne, man ofte spekulerer på. Hvornår er det mest optimale tidspunkt på året? Hvor meget skal man klippe i dem? Artikel kategori:Beskæring
Udvalgte artikler
Husk at vande
En tommerfingerregel for udarbejdelse af en haveplan: planterne skal passe til jorden. Det kan være næringsrig eller -fattig jord, fuld sol eller halvskygge, men også meget våd eller tør jord. Artikel kategori:Alt om Haven
Udvalgte artikler
Belægninger
For at opnå et godt resultat af den færdige belægning er det vigtigt af såvel underlag, afretning, lægning og fugning udføres korrekt. I det efterfølgende gives en kort orientering om arbejdet Artikel kategori:Sten og fliser.
