Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
Fuglekasser, egernka...
Sove/hvilekasser til...
Redekasser
Rens frøet - Spar m...
Introdiktion
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Plantebeskrivelser » Taks
Taks
Taks

Valget af buske og træer er vigtigt for stemningen i haven. I perioder har der måske været rynket på næsen af taks. Den kan nok virke lidt mørk og dyster, men den fortjener at komme frem i lyset, for den har mange kvaliteter. Taks er en smuk, stedsegrøn busk eller mindre træ. Barken er rødbrun på unge planter, senere gråbrun og mere skællet. Nålene er blanke og mørkegrønne, men der findes også sorter med gulgrønne eller stribede nåle. Der er syv arter af taks, alle vildtvoksende på den nordlige halvkugle. Veddet er i øvrigt tungt, hårdt, elastisk og uden harpiks, så taks giver fortrinligt brænde.

Tåler hård beskæring

Taksens måske største kvalitet er, at den tåler en meget hård beskæring. Den bryder villigt på selv gammelt ved. En taks bliver aldrig større, end du giver den lov til at blive. Du kan lade taksen vokse frit som en busk. Du kan stamme den op til et flerstammet træ. Du kan lade den danne en massiv form eller klippe den i facon som en skulptur. Du kan bruge taks som en klippet hæk i eller omkring haven. Du kan endda lade nogle af planterne vokse op og danne en portal i haven.


Fordringsløs

Vælger du en langsomt voksende sort, vil taks også kunne levere et roligt indslag mellem krukkerne på terrassen. Den skaber afstand mellem mere hidsige kulører, og den giver liv til det skyggefulde hjørne. Uanset arten er taks fordringsløse planter, som ikke stiller de store krav til tilværelsen. De trives bedst i halvskygge i tilpas fugtig, næringsrig og gerne lidt kalkholdig jord. De klarer sig dog også både på tørre, magre og let sure jorder. De fleste af dem vokser desuden udmærket både i sol og i dyb skygge. Taks kan endda bruges som underplantning under større træer.De gulnålede sorter behøver dog lidt mere lys end de mørkegrønne. Og taks er vindfast. Den tætte vækst giver god beskyttelse under de fleste forhold. Der skal en meget kraftig vinterblæst til, for at det går ud over nåle og skudspidser på taks. Som en ekstra gevinst er taks tolerant over for byluft. De mest robuste sorter klarer desuden en behersket brug af salt.

Han- og hunplanter

Som oftest købes taks enten med klump eller i potte og kan så plantes når som helst, når jorden blot ikke er frossen eller udpræget tør.Taks fås dog også som barrodsplanter. De er væsentligt billigere, hvis du skal bruge mange af dem, fx til en hæk. Her er det absolut bedste plantetidspunkt i det tidlige efterår. Taks er såkaldt tvebo, dvs. at der findes både han- og hunplanter. Hunplanterne får smukke røde bær fra august, og de kan holde sig friske på planten til ind i januar. Frøkappen er ugiftig og smager lidt sødt, men selve frøet er giftigt. Er der børn i haven, som du frygter kunne blive fristet af de kønne bær, kan du sikre dig ved kun at plante hanplanter. Fuglene æder dog uden problemer både frugtkød og kerner. Især drosler, stære, solsorte og sjakkere er glade for taksbær. Frøene går ufordøjede igennem tarmkanalen og spredes på den måde. Også de grønne dele og barken på taks er giftige – her er det især heste, du skal passe på.

Stort og småt om taks

• Almindelig taks er vildtvoksende også i Danmark. Et parti taks kan ses ved Munkebjerg uden for Vejle, hvor bestanden er fredet.

• Den største taks her i landet vokser ved Bromølle på Sjælland. Den er omkring 150 år gammel. Engelske undersøgelser har imidlertid vist, at taks kan blive op til 1000 år gammel og opnå en stammeomkreds på indtil 10 m og en højde helt op mellem 10-25 m.

• Den almindelige taks (Taxus baccata) er anvendelig til det meste. Der findes en række navnesorter i de fleste planteskoler.

• ‘Fastigiata’ er mørkegrøn med tæt, søjleformet vækst. ‘Repandens’ har næsten krybende vækst. ‘Summergold’ er lav og tæt, velegnet som bunddække.

• Taxus media er en krydsning mellem almindelig taks og japansk taks (Taxus cuspidata). Også her er der flere navnesorter. ‘Farmen’ er fin som lav hæk og til faconklipning. ‘Hicksii’ er mere åben i væksten og får et væld af de smukke røde bær.



Udvalgte artikler
Småblomstret Salvie
Salvia nemorosa er en staudesalvie man lægger mærke til når den står i haven.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Miljøvenlig adfærd eller miljørigtig adfærd – hvad hedder det?
På flere og flere måder har mennesket belastet miljøet, så det falder tilbage på os selv. Forureningen reducerer vores sundhed på utallige måder, både gennem luftforurening, fødevareforurening og forurening af grundvandet. Forureningen truer os i Danmark, selv om vi i årtier har forsøgt at dæmme op mod den stigende forurening i landet. I mange ulande er forureningen langt værre, og deres myndigheder er meget ringere i stand til at stoppe væksten i forurening.
Artikel kategori: Nyhedsartikler
Udvalgte artikler
Enårig Brudeslør
Sød og spæd sommerblomst. Planten breder sig med små blade på tynde stilke, hvilket gør den meget yndefuld at se på. De hvide blomster er små og passer fint i bed eller potte. Kan også plukkes og bruges i sommerbuketter.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Januar

Artikel kategori: Havekalender