Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
DEN STORE BOG OM SM...
Blomster i vand
Hej have
Fuglekasser, egernka...
Sove/hvilekasser til...
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Plantebeskrivelser » Nellikerod
Nellikerod
Nellikerod - Geum hybridum 

Nellikerod har enkle femtalsblomster, som meget ligner blomsterne hos jordbær og potentil, som den er i slægt med. Det mærkelige danske navn nellikerod har planten fået, fordi dens tykke rodstok ved knusning lugter omtrent som kryddernelliker. Rodstokken vokser ofte halvt over og halvt under jordoverfladen. Bladene er store, grove og lyreformede; i milde vintre overlever de, men afløses i april-maj af nye, friskgrønne blade. Blomsterstænglerne er oftest 20-30 cm høje. Blomsterfarven kan være rød, gul eller orange. Efter afblomstringen dannes en mængde smånødder, forsynet med dekorative frøhaler. Ingen af de dyrkede sorter er særlig blomsterrige, men til gengæld er blomstringstiden lang og strækker sig over det meste af sommeren.

Vækstkrav: Jorden bør være næringsrig og fugtig, og fuld sol giver den rigeste blomstring.

Pleje: Nellikerod kan formeres ved frø; men deling af større planter er nemmere og hurtigere. Den bedste plantetid er september, men p.gr. af de træagtige rødder sætter planten ikke pris på for hyppige omplantninger; oftere end hvert 5. år bør man ikke omplante nellikerod. Planten skal passes med vanding i tørre perioder, og hvis man ikke ønsker at bevare de afblomstrede stængler med den smukke frøuld. bør stænglerne afskæres, så planten får kraft til at danne nye blomsterstængler. De næsten stedsegrønne blade skærmes mod frostsvidning ved dækning med granris.

Anvendelse: Nellikerod er en god forgrundsplante i staudebed og stenbed, men kan også benyttes i en flerårig blomstereng. Smukke naboplanter er bl.a. ballonklokke, hornviol og forårsvortemælk.

Sorter:

'Carlskær ' har orange eller røde blomster i juni-juli og bliver 35 cm høj;

'Dolly North' har lysorange blomster i juni-juli, 30 cm;

'Feuermeer' har orange blomster i juni-juli, 25 cm;

'Prinses Juliana' har rødorange blomster i maj-juli, 70 cm.

Andre arter:

Geum bulgaricum har mørkgule blomster i maj-september og bliver 25 cm høj.

Geum chiloense findes i et par sorter:

'Lady Stratheden' med gule, fyldte blomster i juni-juli, 40 cm, og

'Mrs. Bradshaw' med røde, fyldte blomster i juni-august, 40 cm.

Geum coccineum 'Borisii' har orangerøde blomster i juni-september, 30 cm.

Geum heldreichii 'Nordek' har orange-røde blomster i juni-august, 45 cm; sorten 'Splendens' har rødorange blomster i maj-september og bliver 40 cm høj.

Geum montanum hører hjemme i Mellemeuropas bjerge; den bliver kun 20 cm høj og har rent gule blomster i juni.

Geum rivale, engnellikerod, er vildtvoksende her i landet i moser og enge og ved kildevæld. Den bliver 20-40 cm høj og har klokkeformede, hængende blomster med rødbrune, oprette bægerblade og omvendt hjerteformede, kødrøde kronblade. Kan anvendes i en fugtig blomstereng eller i havens mosebed.

Geum triflorum har navn efter de treblomstrede blomsterstængler med bitte små, lyserøde, nikkende blomsterklokker; den bliver kun 20 cm høj.

Geum urbanum kaldes på dansk febernellikerod efter dens tidligere anvendelse som lægeplante; den bliver indtil 60 cm høj og har gule kronblade. Den vokser i fugtig skov og langs skovveje og kan i haven anvendes i blomsterengen eller i skovbunden.


Udvalgte artikler
Påskelilje
Som navnet antyder, hører narcisserne til narcisplanternes familie, Amaryllidanceae. Denne familie omfatter flere arter, f.eks. amaryllis, inkalilje og hagelilje. Også vintergæk og dorothealilje hører til narcisserne. Der findes så mange forskellige arter og sorter af narcisser, at de er inddelt i et overskueligt system.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Ampler
Ampler er et muntert og rummeligt indslag. Du kan hænge en ved fordøren som en farverig velkomst eller på mure eller pergolaer,
Artikel kategori: Alt om Haven
Udvalgte artikler
Peber
Peberfrugten stammer fra Mellem- og Sydamerika og kom til Europa med de opdagelsesrejsende og herfra videre til Afrika og Asien. Idag dyrkes der peberfrugter i det meste af verden.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Citronmelisse
Citronmelisse er en flerårig staude. Planten blomstrer i juli-august. Den bliver ca. 80 cm høj og har grønne ægformede blade, der er behårede og dufter af citron. Det er bladene, som anvendes i madlavning.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser