Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
DEN STORE BOG OM SM...
Blomster i vand
Hej have
Fuglekasser, egernka...
Sove/hvilekasser til...
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Plantebeskrivelser » Magnolie
Magnolie
Magnolie
Blomsterne er ganske enkelt fantastiske. De første vikler sig ud af de store dunede knopper i marts, før der kommer blade på træet eller busken. De sidste holder lige til maj, hvor løvet tager over. Enkelte arter sætter blomster hele sommeren. Blomsterne kan være kridhvide, svagt rosa eller dybt rødviolette. Lette som nyvasket kniplings-lommetørklæde eller faste, som var de lavet det tyndeste porcelæn. De fleste arter har en let, elegant duft.

Flere kvaliteter
Magnoliens smukke løv er en yderligere kvalitet. Det står lysegrønt og frodigt hele sommeren og danner en fin kontrast mod en mørkere baggrund. I sensommeren skifter bladene til en fin, ravgul høstfarve. Dertil kommer den glatte bark, som kan blive næsten sølvgrå på ældre planter. Den lyser op på en bund af løgplanter, stauder eller lave rododendron. Endelig er der de dybrøde eller orange frugtstande, som du kan nyde i sensommeren og efteråret.

Med til magnoliens fortrin hører også den harmoniske vækstform og den beherskede størrelse. Der er plads til en magnolie i enhver have. Den kan vokse som en busk eller som et lille træ.

Du kan give den en fremtrædende plads i forhaven, i gårdhaven eller på græsplænen omgivet af forårsblomstrende løgplanter. Du kan også lade den give højde i et bed med en stedsegrøn bund, men husk, at den skal have god plads omkring sig, så den ikke bliver klemt af naboplanter. Det bedste plantetidspunkt er nu, mens jorden stadig er lun og fugtig. Magnolie har et fladt, udbredt rodnet og gror bedst i en kalkfri, let sur jord, som kan holde på fugtigheden. Er jorden blandet med tørvemuld, forrådnede plantedele, vil det også bidrage til din magnolies trivsel. Jorden skal endvidere være veldrænet.


Magnolie skal helst stå i fuld sol på et sted med læ for de fleste fremherskende vinde. Skygge nedsætter blomstringen, og blæsten kan beskadige de smukke blomster. Lidt kulde generer dog ikke magnolien. Blomsterne lukker sig om aftenen og i koldt vejr.

Den første vinter bør du beskytte roden med granris og et godt lag visne blade. Vand om nødvendigt i de perioder, hvor jorden ikke er frossen. Det første forår bør du også beskytte basis mod den skarpe forårssol.

Nænsom beskæring
Det er sjældent nødvendigt at beskære magnolie. Mindre grene kan naturligvis fjernes, men for voldsomme indgreb risikerer at ødelægge træets eller buskens form. Til gengæld tåler den at blive flyttet, selv om den har stået nogle år på voksestedet.


Det er en god idé at interessere sig for de ikke alt for tidlige magnolier eller de sent blomstrende. Så undgår du at ærgre dig, når kulde ødelægger blomstringen i de år, hvor foråret lader vente på sig. Her er nogle af de mest udbredte magnolier, som du vil kunne købe på næsten alle planteskoler landet over.

Magnolia x soulangiana er en mellemstor busk eller et lille træ med oprette, klokkeformede blomster, rødlige udvendig, hvide indvendig. Blomstrer i april-maj.
Susan har en opret, tæt vækst og store, purpurrøde, stjerneformede blomster, der springer ud i april-maj.
Magnolia stellata er en langsomt voksende busk med rent hvide, stjerneformede blomster i marts-april. Den har en let duft.
M.s. Royal Star har store og meget fyldte blomster. Varianten blomstrer en anelse senere end arten.
Magnolia sieboldii er en udbredt busk med let duftende, skålformede, hvide blomster med røde støvtråde. Blomstringen begynder i maj og kan fortsætte spredt til ind i august.
Magnolia kobus er en stor busk eller et lille, tætgrenet træ. Den får oprette, hvide, duftende blomster i april. Den skal være op i årene, før den blomstrer.
Merrill er et kraftigtvoksende, flerstammet træ med store, rent hvide, stjerneformede blomster i april.
Elizabeth er et lille træ med store, svagt gule blomster og en let og frisk duft. Den blomstrer i maj.


Udvalgte artikler
Plantning af bøgehæk
Vi har i Danmark en stor tradition for at plante hække. Vi planter hække rundt om vores huse, så vi tydeligt markerer, hvad der er mit og dit! Indenfor de seneste 20 år har havearkitekter anbefalet hække til andet end skæl mod naboen.
Artikel kategori: Alt om Haven
Udvalgte artikler
Hække
De fleste haver bliver afgrænsede udadtil. Det kan ske med mure, hegn eller - som den venligste variant - med hække.
Artikel kategori: Alt om Haven
Udvalgte artikler
Grøntsags såtider

Artikel kategori: Køkkenhaven
Udvalgte artikler
4G internettet
Danmark bliver et af landene, der kommer til at ligge helt i front, når vi taler om det nye 4G internet.
Artikel kategori: Nyttig viden