Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
Kontakt os
Bekendtgørelse af l...
Efter vinteren
Lidt om beskæring
24 brandgode juleråd
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Alt om Haven » Blomstrende planter
Blomstrende planter
Blomstrende planter

Nemme planter

Du kan godt få blomstrende planter i haven, uden at det behøver at kræve den helt store indsats af dig.

Bede med blomstrende buske og med bunddækkende flerårige planter under (stauder) kræver kun en smule lugning, når de først er etableret og har fået en sæson eller to til at vokse til. Løgplanter i plænen og i bedene passer stort set også sig selv.

Du kan også have roser i den nemme have, hvis du vælger nemme sorter, som er sunde og ikke kræver megen gødning, vanding og beskæring. En have i krukker er også nem, i den forstand at den ikke kræver lugning, men krukkerne skal dog jævnligt passes med vand og gødning.

Løgplanter

Nogle af de nemmeste blomstrende planter, du kan have i din have, er løgplanter, f.eks. erantis, vintergækker, krokus, scilla og påskeliljer. Disse løgplanter kommer - i modsætning til mange forædlede tulipaner - igen år efter år og breder sig langsomt i haven. Det bedste ved løgplanter er, at de giver farver i haven i det tidlige forår, hvor man virkelig trænger til det.

Forårsløgene skal lægges om efteråret, bedst fra september til oktober. Du kan stort set sætte løgplanter alle steder i haven, f.eks. i blomsterbede, under buske, i kanten af hækken, rundt om træer eller i græsplænen.

Løgplanter i græsplænen er både fint og nemt. Men du må først begynde at slå græsset der, hvor løgplanterne er, når de er visnet helt ned senere på foråret eller i forsommeren. Du kan forlænge sæsonen med løgplanter ved at lægge prydløg og andre sommerblomstrende løg i bedene.

Blomstrende buske

Mange haver består stort set kun af en græsplæne med en hæk eller et hegn rundt om. Den er nem at passe, men også lidt kedelig. Hvis du planter nemme, blomstrende buske som f.eks. snebolle, forsytia, syren, pibeved eller spiræa, kan en sådan have give flere oplevelser - uden at blive særligt arbejdskrævende.

Det er vigtigt at vælge buske, der passer til havens forhold. Det har f.eks. betydning, om der er sol eller skygge, og om jorden er tør, våd, sandet eller leret der, hvor busken skal vokse. Der findes buske til stort set alle voksepladser.

Under buskene kan du lægge et 10-15 cm jorddække af flis, så du undgår, at der vokser ukrudt op. Hvis der er meget flerårigt ukrudt, og du ikke orker at fjerne det, kan du starte med at lægge en ukrudtsdug i bunden af bedet og så skære huller i dugen til buskene.

Bunddækkende planter

Bunddækkende planter, f.eks. storkenæb, løvefod, bregner, bispehue, vinca eller skovjordbær, er supernemme haveplanter, der kan give flere farver og oplevelser i haven.

Hvis du sætter mindst seks planter pr. kvadratmeter, vil de hurtigt dække jorden, så der ikke er plads til ukrudt. Der findes bunddækkende planter til stort set alle voksesteder i haven, men det er vigtigt at vælge planter, der passer til bedets lys- og jordbundsforhold

Før du planter bunddækkeplanter, er det meget vigtigt, at du renser jorden for flerårigt ukrudt som skvalderkål, havepest og kvikgræs. Både selve ukrudtsplanten og dens rødder skal fjernes. Ellers bliver bedet meget besværligt at holde rent for ukrudt.

Nemme roser

Mange haveejere vil gerne have roser i haven, men tøver måske med at plante dem, fordi de har ry for at være arbejdskrævende. Men ikke alle roser er lige besværlige at passe, f.eks. er mange af de vilde buskroser og gammeldags roser ikke særligt krævende. Til gengæld blomstrer de kun én gang i løbet af sommeren.

Hvis du ønsker roser, der er lette at passe, skal du vælge sunde og robuste sorter, der passer til det danske klima.

Moderne buskroser og engelske roser kan blomstre hele sommeren til langt ud på efteråret, men kræver af samme grund lidt ekstra kærlig pleje i form af gødning, vand og beskæring. De fleste roser vil sætte pris på lidt gødning om sommeren og vand i tørre perioder. De vil kvittere med smukkere blomster og sundere blade, hvis du har valgt sunde sorter.

Have i krukker

Har du givet op over for ukrudtet i bedene og har besluttet dig for, at skvalderkål er en fin bunddækkeplante, og at en vild have har sin charme, så er der alligevel en mulighed for at få blomstrende planter i haven efter eget valg på en relativt nem måde.

Du kan købe nogle store, frostsikre krukker og plante blomster, krydderurter eller små buske i dem. Derved slipper du for lugearbejdet i bedene.

Krukkehaven er dog ikke helt arbejdsfri. Hvis du planter sommerblomster (der dør om vinteren), skal krukkerne plantes til med nye planter sidst i maj, når risikoen for nattefrost er ovre. Desuden skal krukkerne tømmes og rengøres igen sidst på efteråret.

Flerårige krydderurter og blomstrende planter (stauder) og småbuske er lidt lettere. De kan blive i krukken om vinteren, hvis du sætter krukkerne et beskyttet sted eller dækker dem med gran, måtter el.lign. De flerårige planter har dog godt af en ompotning med få års mellemrum, når pladsen i krukken bliver for trang.

For at få farver tidligt på sæsonen kan du sætte forårsløg, hornvioler eller stedmoderblomster i krukkerne allerede i starten af marts, da disse planter tåler frost.

Alle krukkeplanter kræver meget vand og jævnlig tilførsel af gødning. Om sommeren skal de som regel vandes dagligt, især hvis de står varmt og solrigt. Jo større krukke, jo sjældnere skal du vande. Du kan også købe et særligt vandingsanlæg med depot til krukken, så du ikke behøver at vande hver dag.
Udvalgte artikler
Mindsk risikoen for indbrud med overvågning
Overvågningsudstyr giver ekstra sikkerhed
Artikel kategori: Nyhedsartikler
Udvalgte artikler
Fodblad
Planten har en krybende rodstok, hvorfra de 20-40 cm lange bladstilke skyder frem. Bladene er stærkt ind­skårne, lysegrønne og ofte med brune pletter.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Tranebær
Vaccinium oxycoccos Familie: Lyngfamilien – Ericaceae Højde: Ca. 5 cm., liggende stilke 10–80 cm. lange.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Bærbuske
Interessen for hjemmefrysning og økologi har øget interessen for at dyrke sine egne bær, og i modsætning til frugttræer kan bærsbuske stå i næsten alle haver.
Artikel kategori: Køkkenhaven