Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
Fuglekasser, egernka...
Sove/hvilekasser til...
Redekasser
Rens frøet - Spar m...
Introdiktion
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Nyhedsartikler » Berliner Kindl
Berliner Kindl
Berliner Kindl

Af: Mogens Hansen

Nazi-Tysklands jødeudryddelser og koncentrationslejre påstås ganske ofte først at blive kendt efter besættelsens ophør. Min morfar og morbror kom som tysklandsarbejdere hjem fra Berlin så tidligt som i 1943 og fortalte om den viden som mange, mange kendte til i Berlin dengang. Jeg vidste det som 8 årig i København.

Det har jeg valgt at fortælle nu, hvor ingen voksne fra den tid mere lever.

Besættelsen har benzinlugt. Min morfar kommer hjem fra Berlin i det forår, hvor jeg går i Brønshøj skole i 3.A i 1943. Klasselæreren hedder hr. Brock. Skolegården oppe ved siden af gadekæret er omkranset af et kæmpehøjt ståltrådshegn. Da jeg en dag skal hjem fra skole bliver jeg taget i armen af en tysk soldat, der snakker til mig. Jeg skal holde en stor tragt ved siden af hans lastbil, mens han hælder benzin fra en stor grønbrun dunk. Det løb over mine hænder og lugtede med en lugt, jeg ikke havde mødt før. Jeg lugter hele eftermiddagen af benzin.

Jeg er nede og lege om eftermiddagen. Da jeg kommer op sidder min morfar inde i stuen. Han har gaver med til os fra Berlin. Vi - min bror og jeg - får flotte røde hagekorsflag af papir. Jeg vil ned i gården og lege med dem. Min mor siger nej og tager dem og sætter dem i en vase øverst oppe på skabet. Vi får også rigtige glas med billedet af en lille dreng, der stikker hovedet og hårtoppen op af et ølglas. Berliner Kindl står der med krøllede bogstaver.

Morfar sidder ved bordet i stuen og læser Aftenbladet. Det køber vi til ham hver dag, mens han er hjemme og bor hos os. En dag får min far og morfar rigtig frokost med øl og snaps og skål. Min mor vogter over flasken med snaps og er hele tiden vred. Morfar har et lille overskæg lige under næsen og håret er redt skråt nedover panden. Han bor i en kælder nede i Tyskland og har en værtinde. Han arbejder i en butik med mad ligesom Brugsen på Bellahøjvej.

Min mor har sæbe i en skotøjsæske i skabet inde i soveværelset. Vi har sæbe til hele besættelsen. Jeg sidder helt stille og lytter om aftenen, når de voksne snakker. Der er farligt i Berlin. De voksne taler om bomber og husene, der bliver til ruiner. Morfar – der hedder Valdemar – har sæbe med til min mor. Hun vil ikke have det. Morfar fortæller, at det nok er lavet af kogte jøder. Det gør de nede i Tyskland, fortæller han. Så er han væk igen, er rejst tilbage til Berlin.

Næste år sidder han igen ved spisebordet og læser Aftenbladet hver dag. Jeg henter det ovre i kiosken på hjørnet. Jeg får et brunt, grønt og mørkerødt landkort. Jeg kan ikke læse det, men finder ud af at det er fra nede i Polen. Det kan bruges, når jeg hører efter i radioen, hvordan tyskerne slås.

Kortet bliver sat på væggen over min seng inde i soveværelset. Jeg sidder og studerer, hvordan krigen går. Tegner på det, når jeg hører om en by, jeg finder på kortet. Morfar har en konvolut med med sjældne frimærker fra Tyskland. Nogle er meget gamle, andre er gule med Hitler og Mussolini. Frimærkerne har han købt af værtinden nede i Berlin. Min storebror samler på frimærker og får dem. Vi passer også på to bøger med billeder af Hitler. Det er ligesom dem med Richsbilleder.

Da krigen er forbi, varer det længe, før morfar kommer igen. Han har ikke mere overskæg. Han kommer hjem sammen med morbror, der var med i Berlin og arbejdede på fabrik. De gik hjem fra Berlin.

De gik på togskinnerne hele vejen hjem, siger de. Hvornår gik de af sted fra Berlin? Det må have været januar eller februar 1945. Morfars butik, morbrors fabrik, huset hvor morfar boede nede i kælderen, alting må være bombet og blevet til ruiner. Hvordan kom de af sted?. Fulgtes de ad hele vejen hjem til København?. Hvad fik de at spise?. Var de sammen med andre? Så de mange døde mennesker? De fortæller aldrig mere noget om krigen i Tyskland. Ikke et ord.

Vi taler i familien aldrig om det. En indre tavshed.

Mogens Hansen


Forfatter resurse box e:-> Mogens Hansen (f. 1936) lærer, skolepsykolog, adj. professor emeritus; har skrevet om pædagogik, læsning, kognition, intelligens, billedpædagogik mmm.

Article From Gratis Artikler

Udvalgte artikler
Duft verbena / Jernurt
De frodige og rigtblomstrende planter trives bedst i fuld sol med god pleje, men er samtidig særdeles robuste over for regn og rusk,
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Enårig Brudeslør
Sød og spæd sommerblomst. Planten breder sig med små blade på tynde stilke, hvilket gør den meget yndefuld at se på. De hvide blomster er små og passer fint i bed eller potte. Kan også plukkes og bruges i sommerbuketter.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
November

Artikel kategori: Havekalender
Udvalgte artikler
Kvæde
Kvædetræet er forholdsvis langsomvoksende og stiller ikke store krav til jorden, dog må den ikke mangle dræn.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser