Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
Hej have
Fuglekasser, egernka...
Sove/hvilekasser til...
Redekasser
Rens frøet - Spar m...
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Alt om Haven » Træer - buske - hække.
Træer - buske - hække.
Træer - buske - hække.

Træer

Hvis man planter store træer i sin have skal man være indstillet på at fælde hurtigt eller beskære løbende. For i en almindelig god havejord vil mange træer på 8-10 år blive for store og dominerende.

Der er dog ikke noget i vejen for at man kan plante og beholde et stort træ i haven, hvis man gerne vil have skygge. Man skal dog huske at placere træet sådan at skyggen falder i ens egen have og ikke i naboens. Man kan også plante mange små træer til at give skygge i stedet for et stort. Selvfølgelig skal man tænke sig godt om med hensyn til store træer. Men en have uden et løvtag i form af et træ, en pergola eller en stor solitærbusk mangler dimension. Der er jo ikke noget skønnere end at kunne gå ind i skyggen.

Det er ofte godt at placere et mindre træ i et bed ved terrassen, så det kan ses inde fra stuen. Når træet bare er lille eller kan beskæres smukt, så det kan holde sin facon, spiller skyggen ingen rolle. Et lille løvfældende træ ud for spisebordet få meter uden for et vestvendt køkkenvindue eller et østvendt vindue i soveværelset er også dejligt. Ikke kun fordi det er smukt at se på, men også fordi det virker som en udvendig, grøn persienne om sommeren. I den kolde og mørke tid hvor træet står uden blade, lader det solens sparsomme lys komme ind.

Et stedsegrønt træ på samme sted kan hindre generende indblik hele året.

Lidt større træer kan placeres tæt på huset, så halvdelen af træets krone rager ind over taget eller simpelthen skæres væk, hvis huset er højt. Det ser kønt ud både ude og indefra.

Har man en stor have med en stor græsplæne, er der næsten intet, der er kønnere end et enkelt stort træ i græsplænen.

Mange træer kan købes som små planter i kvaliteten hæk- og skovplanter. Men de fleste vil nok foretrække at få en plante der ligner et træ, og så skal det være kvaliteten "solitærbuske" / "en eller flerstammede solitærtræer" / "unge træer med sidegrene" / "højtstammede træer". De er jo naturligvis dyrere jo større de er.

Under opvæksten skal et solitærtræ passes med næring og vand. Men det skal også ses efter med henblik på udvikling af en harmonisk og stabil krone. Og så skal man huske at holde øje med båndene, hvis træet er støttet til en pæl. Båndene må ikke stramme, for det vil hæmme træets vækst.

Buske

Nogle buske stikker mange skud op af jorden som et neg, andre skyder kun et enkelt eller få skud op, der så forgrener sig mere eller mindre kraftigt lige over jordoverfladen. Liguster er et eksempel på en busk med kraftig forgrening, snebollebusken er et eksempel på en med sparsom forgrening. En del af de sidste er stive i væksten og har en udpræget træagtig vækstform og er derfor velegnede som solitærbuske.

Buske vokser meget forskelligt. Nogle er stive og oprette som kejserbusken og andre har en blød overhængende vækst som snedrivebusken. Nogle udmærker sig ved lidt snoede grene, således er troldhassel uimodståelig om vinteren, men den er en grim busk med grove blade om sommeren.

Buske lever i gennemsnit 25 år.

Inde i haverne bruges buske generelt på tre forskellige måder: blandet busket / solitærbuske / buskflade.

Blandet busket: her er der mange forskellige buske temmelig tæt sammen i et bed. Det tætte busket kan bruges til at dele haven op med. Brugt på denne måde er det vigtigt at holde sig for øje, at der kan være en skyggeside og en solside i et sådant busket. Man må derfor vælge planter, der passer henholdsvis til sol og skygge. Det er også vigtigt at kende planternes vækstkraft og endelige størrelse. For hvis man sætter svagt voksende og kraftigt voksende buske sammen, er der fare for at de svage vil bukke under. Dette kan også ske hvis planterne står for tæt sammen. Det er en god regel ikke at lave et blandet busket bredere end 3 rækker buske, med 3 rækker vil alle planter få lys og luft.

Solitærbuske: Det kan også være flot at bruge buske som solitærbuske i blomsterbede. Det giver bedet rumvirkning. En busk i et staudebed vil også give lidt skygge, som mange blomster kan lide. På den måde kan udvalget af blomster blive større, når staudebedet skal sammensættes.

Buskflade: I stedet for blomster som bund under kønne solitære buske, kan lave buske danne ensartede, rolige, sammenhængende buskflader. Endelig kan lave blomstrende buske sammen danne et markant farvefelt.

Buske kan købes som pottekultiverede buske eller som barrodede i kvaliteterne: buske / lette buske / hæk- og skovplanter, de første er de dyreste.

Til busketter og buskflader kan man godt bruge en størrelse der er billig, men naturligvis gode og sunde planter.

Solitærbuske behøver ingen beskæring, hvis de udvikler sig tilfredsstillende. Kommer der krydsende grene, må en af dem fjernes, det samme gælder døde grene.

Det kan blive nødvendigt at beskære buske i busketter så nogen planter ikke tager magten. Der må aldrig fjernes mere end 1/3 af busken på en gang. Fordel derfor en kraftig beskæring over flere år.

Buske med en træagtig vækstform, beskæres som træer.

Skal en buskflade beskæres, klippes alle planter tilbage til 10-15 cm. over jorden.

Hække

plantes næsten altid i skellet, og ifølge hegnsloven må en hæk, plantet i skel, ikke overstige 1,80 m. Denne højde nås let i løbet af ca. 5 år.

Når der skal plantes hæk, skal plantematerialet være absolut sundt. Planteskolerne sælger specielt fremstillede hækplanter. De er barrodede, de skal plantes forår eller efterår, når planterne befinder sig i deres hvileperiode. Større eksemplarer dyrkes i potter eller med klump. Det kan endda lade sig gøre at plante en færdig hæk i 1,80 m.'s højde. Den eneste forskel på planterne er prisen.

Inden hækken plantes må man sørge for, at der ikke er træer som vokser ind over det sted, hvor den nye hæk skal plantes. Mindre buske skal helst holdes 80-100 cm. fra hækken, det gør det nemmere at klippe hækken.

Mange mennesker forsømmer at gøde hækken. En nyplantet hæk vokser hurtigere hvis den får lidt NPK gødning et par gange om året.
Udvalgte artikler
Flaskegræskar
Flaskegræskar eller kalabas er en herlig slyngplante, som giver dekorative frugter.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Jordbærsorter

Artikel kategori: Køkkenhaven
Udvalgte artikler
Korn-Valmue
Korn-Valmue er en enårig, urteagtig plante med en opret vækst. De første blade danner en grundstillet roset, som visner bort, når stænglen skyder frem. Stænglen er svagt forgrenet, rund i tværsnit og forsynet med stive hår og spredtstillede blade.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Studenternellike
Anvendelse: Studenternellike har en lang blomstring og er derfor velegnet i ethvert blomsterbed. Også fortrinlig som snitblomst.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser