Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
Fuglekasser, egernka...
Sove/hvilekasser til...
Redekasser
Rens frøet - Spar m...
Introdiktion
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Alt om Haven » Kompost
Kompost
Kompost

Haveaffald kan ved kompostering blive guld værd for haven, og som kan avendes til forbedring af jorden og som gødning til planterne.

Brug af kompost tilfører muldstoffer hvilket resulterer i, at en sandet jord bliver bedre til at holde på både næringsstoffer og vand. En lerjord er normalt både god til at holde på vand og næringsstoffer. Til gengæld bliver den let klistret, hvis den er våd og hård hvis den er tør. Her kan kompost hjælpe med at gøre jorden mere porøs og lettere at arbejde med .

Og hvad kan man så kompostere ?

Køkkenaffald:

Alt det grønne, rester fra frugter og grønsager, afskårne blomster og kasserede potteplanter, kaffegrums, filtre og endog brugt køkkenrullepapir. Kød og rester af tilberedt mad fra de forskellige måltider bør ikke anvendes, da det kan give en ubehagelig lugt, og tiltrække rotter og ræve. Appelsinskræller o. lign. frarådes også da de ofte er overfladebehandlet med forskellige kemikalier.

Haveaffald:

her kan stort set alt haveaffald anvendes. Der er dog en risiko for at ukrudtsfrø og svampesygdomme kan overleve i kompostbeholderen. Derfor er det en fordel ikke at anvende planter, der har været udsat for svampeangreb, eller ukrudtsplanter med frø eller planter der er kendt som aggressivt rodukrudt. Stikkende planter som roser og berberis kan også være et ganske ubehageligt bekendtskab i kompostbunken. Kviste og mindre grene kan anvendes i bunden af komposten for at sikre lufttilførsel til komposten.

Pasning

for at formuldningsprocessen skal fungere optimalt er det vigtigt, at komposten har den rigtige fugtighed. Hvis den er for våd sker der en forrådnelse, og komposten kommer til at lugte derefter. Hvis komposten er for tør, går omsætningen i stå.

For at få den rigtige blanding af fugt- og vandindhold i komposten, er det godt at blande de forskellige plantedele godt. F.eks. bør tætte materialer som køkkenaffald og græs blandes godt med grovere materialer som småkviste, vissent løv m.v.. For at få omsætningen til at gå hurtigere, kan der tilsættes kalksalpeter. Kvælstof fungerer som næring for de mikroorganismer, der arbejder i komposten. Der kan også anvendes dyregødning (f.eks. hestegødning) som vil give en meget næringsrig kompost. Gødning fra hunde og katte kan dog indeholde parasitter, der kan smitte mennesker, så det bør derfor ikke anvendes.

Indretning af kompostplads.

Kompost trives bedst i læ og skygge, hvor der ikke er for store temperatursvingninger. Her vil komposten heller ikke så let tørre ud. Beholderen kan så enten placeres nær renovationsstativet, køkkenet eller køkkenhaven, afhængigt af hvad der passer bedst ind i dine rutiner. Giver haven store mængder haveaffald, er det praktisk, at den står et strategisk sted i haven.

I alle tilfælde er det godt med god plads omkring komposten, så der er mulighed for at vende med en trillebør, og plads til at stikke kompostbunken om. En kompostbeholder skal være åben i bunden, så vandet kan løbe af, og så der er fri passage for regnorme og andet kravl, der arbejder i komposten. Er der meget køkkenaffald bør der dog være et net i bunden, så mus og rotter ikke kan kravle op i beholderen.

Traditionel bunkekompostering

Den "gammeldags" form for kompostering foregår ved, at haveaffaldet løbende lægges i en bunke i et hjørne af haven, hvor det så langsomt får lov til at ligge og formulde.

En gang om året (eller hvert andet/tredie år) vendes bunken, og den nederste formuldede kompost kan så anvendes i haven, mens resten af komposten bruges i opbygningen af en ny kompostbunke. Komposten har ikke den store gødningsværdi, men er meget god til jordforbedring. Komposteringen foregår ret langsomt, og kræver meget plads, men behøver til gengæld et minimum af pasning.

Varmekompostering

Den såkaldte varmkompostering er en mere effektiv udgave af den traditionelle kompostering, og overgangen mellem de to former kan være ret flydende. Varmkompostering laves bedst i en beholder, der er mere eller mindre lukket i siderne, så den bedre kan holde komposten fugtig. Den skal passes og plejes med vand og næringsstoffer, så temperaturen kan komme op på 60-70 grader C, og omsætningen kan ske hurtigt. Det sikrer, at ukrudtsfrø og skadelige svampe går til grunde. Kompost fra en varmkompostering er meget næringsrig og kan anvendes som gødning. Et lag på 2 cm. kan klare næringsbehovet en hel sæson for de fleste køkkenurter.

Ormekompostering

Der findes orme i alle typer for kompost, men med en egentlig ormekompostering forstås kompostering i en lukket beholder, der tilsættes små røde brandorme, der så langsomt omsætter materialet. I de to andre former for kompostering er det overvejende mikroorganismer, der står for omsætningen. Ormekompostering i en lukket beholder er specielt god til køkkenaffald, da den forhindrer dyr i at få adgang til komposten, og mindsker de lugtgener der kan komme med køkkenaffaldet. Denne kompost er også meget næringsrig, og det er en nem komposteringsmetode, der ikke kræver meget plads. Man skal blot sørge for at der jævnligt kommer friske forsyninger til ormene, og at komposten ikke bliver for tør.

Udvalgte artikler
Pragtskær
Pragtskær (Liatris) er en slægt med op mod 50 arter, der er udbredt i Canada, USA, Mexico og på "Bahamas" . Det er flerårige, urteagtige planter med kugle- eller ægformede jordstængler.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Radise
Radise er en af vore hurtigtvoksende drivhuskulturer. Den tåler lav temperatur og udvikles godt selv under dårlige lysforhold.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Kleopatras Nål
Kleopatras nål har hundredvis af blomster fra top til bund. Dens skønhed er forbundet med den smukke og historiske Cleopatra!
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Bidende ranunkel
Meget let yndefuld og længeblomstrende staude, der lyser op i halvskyggen og tilmed sår sig . Bidende-Ranunkel har en stiv, opret, grenet og noget håret 30 - 50 cm høj stængel.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser