Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
Hej have
Fuglekasser, egernka...
Sove/hvilekasser til...
Redekasser
Rens frøet - Spar m...
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Alt om Haven » Havelys
Havelys
Udendørs belysning med omtanke

Udendørs belysning skal vælges med omtanke, hvis det ikke skal blive til lysforurening. Vælg kun det lys og de lamper, som er nødvendige.

Udviklingen i udendørs belysning

I løbet af de seneste år er anvendelsen af udendørs belysning blevet mere dristig og farverig. Og med de mange nye tekniske muligheder som f.eks. farvede lysstofrør og lysdioder vil brugen af udendørs belysning formentlig blive endnu mere broget.

I Danmark har vi haft en nordisk tradition for at være forholdsvis afdæmpede i forhold til at belyse bygninger. Vores egen tradition bliver mere synlig, når man tager til storbyer som Paris, hvor alle større kulturelle bygninger er lige så oplyste om natten som om dagen. Længere væk i New York eller Singapore er der i nogle områder lige så meget lys om natten som om dagen. På vores breddegrader er vi mere vant til mørket, og at mørket også kan være til stede i bybilledet. Der er dog en tendens til, at seværdigheder og kirker i stigende grad bliver oplyst. En tendens, der også kan ses brede sig til oplysning i større omfang af vores byer og selv vores private boliger.

Det betyder, at udendørs belysning ikke blot er et spørgsmål om sikkerhed og praktiske løsninger. Belysning bruges som signalværdi, oplevelse og for at give byen liv og identitet. Men jo flere muligheder der byder sig, jo mere kræver det, at den udendørs belysning anvendes med omtanke.

Belysning som lysforurening

Udendørs belysning er kontrasten til mørket, og derfor skal lysmængden vælges med omhu for at skabe god orientering og tryghed. Det er de vigtigste funktioner i forhold til den rette belysning - hverken mere eller mindre.

Når belysningen er forkert, taler man direkte om lysforurening. Ordet er egentlig rammende nok, idet forkert belysning er både generende og spild af energi. Lysforurening opstår, når valget af lys ikke er gennemtænkt. Lys kan her gå fra at være et livsbekræftende og stemningsfuldt element til bare at være irriterende. Vi kan opleve lysforurening, både når vi færdes på gader, pladser, veje og i vores eget hjem, hvor en gadelampe måske lyser for meget op i haven og direkte ind i stuen. Det er naturligvis en stor ulempe i det daglige, at lyset ikke er afskærmet korrekt, til gengæld kan den store lysmængde virke præventiv i forhold til indbrud og hærværk.

Lys skal dog bruges i det omfang, der er brug for det. Hvis ikke lyset er nødvendigt, kan mørket eller nattehimlen ligefrem være at foretrække.

Sådan bruger du udendørs belysning med omtanke

Det er ikke alle steder, der er de samme behov for lys. Lyset skal vælges efter funktion. Det er derfor vigtigt at finde ud af, hvor der er brug for hvilken slags lys. Det kan hjælpe at se de udendørs omgivelser som rum, dele dem op i zoner, hvad angår behovet for lys, og vælge lamper og pære efter det.

Valg af lampe og pære skal desuden passe til huset, grunden, haven og området og bør vælges ud fra følgende:
Lampearmatur bør vælges i forhold til æstetik, så det klæder huset/bygningen. Det skal enten stemme overens eller være en vellykket kontrast.
Lampe og pære bør vælges efter den type lys, der er brug for, og hvor lampen kaster lyset hen. Lyset skal hjælpe os, så vi kan se optimalt og orientere os.
Pæren bør vælges med den rette styrke og farvetype - diffust eller koncentreret lys.
Lyset skal gøre det lettere for os at se andre og gøre det lettere for andre at se os.

Uheldige eksempler på udendørs belysning

Hvis du ikke vælger den rette udendørs belysning, kan formålene som stemning, orientering eller sikkerhed ikke opfyldes. Desuden opfatter vi ofte forkert belysning som generende eller distraherende. Det kan være i form af, at lyset blænder os, eller at der ikke er lys nok, så vi ikke kan se, hvor vi går, eller vi føler os utrygge. Der kan også være overgange eller kontraster, der er så bratte, at vi oplever, at vi skal anstrenge os, og når øjnene skal bruge tid til at omstille sig fra meget lys til mørke (eller omvendt), nedsætter det både sikkerheden og orienteringsevnen.

Lamperne og lyskilden skal være god og skal lyse, hvor der er brug for den. Det lyder banalt, men det er ofte noget, der overses.

Hvis du er meget i tvivl om, hvordan din udendørs belysning skal tage sig ud, kan det være en god idé at prøve sig lidt frem og eksempelvis montere belysningen midlertidigt. Det kan være svært at vurdere virkningen og effekten på en eftermiddag, når det ikke engang er mørkt.
Udvalgte artikler
Primula
Primulaslægten hører til den store familie Primulaceae, som også omfatter Androsace, Cortusa, Cyclamen og Lycimacha. Slægten omfatter ca. 550 rene arter, hvortil kommer et utal af hybrider.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Blomstermaling - alle kan - også du
One-stroke maling, er som titlen antyder en maleteknik, hvor man i et tag maler et blad og dermed meget hurtig kan have et færdigt motiv.
Artikel kategori: Nyhedsartikler
Udvalgte artikler
Havens skadedyr
De fleste havecentre og planteskoler samt COOP sælger biologiske midler til at bekæmpe insekter. Læs og følg brugsvejledningen.
Artikel kategori: Sygdomme og skadedyr
Udvalgte artikler
Pleje af dagliljer
I Kina, hvor mange af arterne stammer fra, bruges dele af planten i madlavningen, ikke mindst blomsterknopper og nyudsprungne blomster.
Artikel kategori: Alt om Haven