Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
DEN STORE BOG OM SM...
Blomster i vand
Hej have
Fuglekasser, egernka...
Sove/hvilekasser til...
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Havekalender » August
August
August

Beskæring

Også træer og buske har brug for beskæring, og man skal beskære mindst muligt og så tidligt i plantens udvikling som muligt, da "sår" giver indfaldsvej for sygdomme. Sommerbeskæring i juli og august er faktisk det bedste tidspunkt at udføre arbejdet på, da træet bedre læger sår i vækstperioden.

Såning

Det er nu allersidste chance for at så salat, hvis man satser på at få fuldt udviklede salathoveder i efteråret, og man bør så de sorter, som først gav salat i foråret. En anden mulighed er at så vårsalat til efterårsbrug. Til overvintring sås først i sidste halvdel af august.

Man kan få succes med majroer, hvis man sår dem omkring 1. august. Majroer sået her kan desuden i efteråret tages op og opbevares i kasser som kartofler.

Løg kan med lidt held overvintres som småplanter og give tidligere løg næste år. De kan enten sås nu eller sættes som stikløg i september. Man kan også overvintre spidskål og andre tidlige kål til tidlig afgrøde. Mest sikker afgrøde fås ved såning først i august og evt. indplantning i drivhus i efteråret eller ved overdækning med fiberdug på friland. Det er vigtigt at have fiberdug over fra såning til kålsommerfuglene holder op med at lægge æg, da planterne ellers ender som føde for kållarver i stedet for at blive til gode kraftige planter.

Høst

I haven er der i denne måned stadig meget at høste og det er jo ganske gratis. Vi plukker blommer nu og snart er de første æbler og pærer modne. Der er også gulerødder og ærter til fri afbenyttelse, og de søde og lækre sukkermajs er snart klar. Husk, at majs skal tilberedes kort tid efter, de er høstet, da de allerede efter nogle timer begynder at miste sin søde smag og efter 1-2 dage bliver kedelig i smagen. Majs skal først plukkes, når de fine hår i toppen er helt brune og visne.

Brombærrerne afslører årstiden. Selvom man kan få tidlige brombærsorter, som modner allerede fra sidst i juli, så starter brombærsæsonen først for alvor fra slutningen af august.

Blomster

Det gælder om at nyde de sidste sommerblomster, ikke mindst de glade solsikker, men også alle krukkerne med petunia, pelagonier og flittiglise, som er flottest netop nu. Solhat er insekternes favoritter i sensommeren sammen med de blomstrende krydderurter.

Stauder

De stauder, der blomstrede i foråret, kan nu deles og omplantes. Først graves de op, helst på en dag hvor det ikke er så varmt, og hvor der måske er overskyet eller regn. Nogle kan deles med hænderne, ved andre må man bruge greb eller endog spade. Fjern eventuelle fremmede rødder fra f.eks. skvalderkål og kvikgræs, inden de plantes igen.

Tomater

Husk stadig at fjerne nye skud i bladhjørner af tomatplanterne. Efter midten af august er det ikke muligt for tomatplanten at modne de næste blomster, så klip toppen af planten et par skud over de sidste blomster, så bruger planten ikke kræfter på at udvikle frugter, der alligevel ikke modnes. Visne og gule blade klippes af.

Vand

Er det meget varmt og tørt, er man nødt til at vande. Kunstvanding er dyrt, så man skal udnytte vandet rigtigt. Vand aften eller morgen, når fordampningen er lille. Vand godt igennem, så jorden gennemvædes, i stedet for små, hyppige sjatvandinger.

Miljøplanter

I jorden er der stadig masser af kvælstof, kalium og fosfor tilbage, som efterårets regn kan udvaske. Vi risikerer derfor at miste en del af de plantenæringsstoffer, som vi har tilført jorden i form af kompost og gødning. Men hvis vi sår efterafgrøde - de såkaldte miljøplanter - efterhånden som jorden bliver ledig efter sommerens høst, kan vi gemme plantenæringsstofferne til brug for næste års grøntsager. Samtidig mindsker vi risikoen for iltsvind i farvandene her i efteråret. Årsagen til iltsvindet er nemlig de næringsstoffer, som udvaskes fra landbrugsjord og haver.
Det er vigtigt, at vi sår efterafgrøde på alle tomme arealer i køkkenhaven. Næringsstofferne optages i planterne og frigives igen i foråret, når top og rod er helt formuldet. Køkkenhaven vil herudover være smuk grøn helt frem til den første hårde nattefrost.

Drivhuset

Brug især drivhuset til at så salat, kinakål og radiser. Prøv også at plante hvidløg til næste års brug i drivhuset.
Luft godt ud. Store temperatursvingninger giver krumme og tykhudet agurker.
Klip toppen af tomatplanten, så den ikke fortsætter med at danne nye tomater, der alligevel ikke vil modne.

Og så lige huskeliste:

Sørg for at fugle og andre dyr i haven har frisk vand og sørg for at havedammen er fyldt med vand.
Planter, der har behov for det, skal vandes regelmæssigt.
Høst frø af planter, som du vil frøformere.
Klip hække.
Beskær slyngroser efter blomstring.
Beskær lavendelhække, når blomsterne er visne.
Former rhododendron, nelliker og klematis ved aflægning.
Beskyt georginer og krysantemum mod ørentviste.
Gød og vand alle planter i potter og krukker.
Tag stiklinger af ikke-hårdføre stauder såsom pelargonier og fuchsiaer.
Hvis vejret er varmt og tørt, klippes græsset ikke så ofte.
Tag løg op.
Høst og tør krydderurter til vinterbrug.
Sæt støtte til grene med mange frugter.
Sommerbeskær stikkelsbær og ribs.
Vand og gød tomater regelmæssigt og fjern gulnede blade.
Plant nye jordbærplanter og vand dem grundigt.
Høst de første æbler og pærer.
Sæt alpeviol og fresia i gang med væksten.
Afslut sommerbeskæring af æbler og pærer og andre spalierede frugttræer.
Afslut sommerbeskæring af blåregn.
Driv hyacinter til jul.
Begynd at lægge forårsblomstrende løg, især påskeliljer.
Gør jorden klar til nye plæner.
Del stauder ved slutningen af måneden.
Så persille og pot krydderurter op til senere brug.
Udvalgte artikler
Gedehamse / hvepse
Gedehamse kaldes ofte for hvepse, men gedehams er en mere konkret betegnelse. Hveps - bruges nemlig også om en del andre insekter f.eks. gravehvepse, snyltehvepse og træhvepse.
Artikel kategori: Sygdomme og skadedyr
Udvalgte artikler
Få succes med dine frøplanter
Du kan begynde at så frøplanter for at spare penge eller måske fordi du ønsker at dyrke en plante, der ikke er så nem at få fat på i butikkerne.
Artikel kategori: Alt om Haven
Udvalgte artikler
Plantning og beskæring af roser
Oktober er hovedplantetid for roser. I områder med hård frost og meget blæst, f. eks. ved vestkysten, anbefales det at plante roserne om foråret afhængig af vejret i marts/april.
Artikel kategori: Alt om Haven
Udvalgte artikler
Blommehvepsen
Blommehvepsen, Hoplocampa minuta, findes i litteraturen også beskrevet under navnet blommebladhvepsen. Hvepsen kan i hvert fald nogle steder i landet, ødelægge blommehøsten flere år i træk.
Artikel kategori: Sygdomme og skadedyr