Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
Kontakt os
Bekendtgørelse af l...
Efter vinteren
Lidt om beskæring
24 brandgode juleråd
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Alt om Haven » Bonsaidyrkning
Bonsaidyrkning
Bonsaidyrkning


Bonsaidyrkning er en meget gammel kunstform med rødder i det fjerne østen. Fra Indien er der vidnesbyrd om træer dyrket i krukker før kristi fødsel, men det er i Kina bonsaikunsten, som vi kender den i dag, tog sin begyndelse.

Allerede for 2000 år siden er der beretninger om dyrkede træer og landskaber i krukker. Fra bjergene hjembragte man små forkrøblede træer, der var holdt nede af naturens kræfter, men smukke og karakterfyldte. Disse blev plantet i små skåle, og kan vel kaldes naturens egne bonsai.

I Kina udviklede dyrkningsmetoder og formgivningen af bonsai sig, og nåede det vi kender som kinesiske bonsai i dag, for ca. 100 år siden.

Som led i kulturudveksling og buddhismens udbredelse, nåede kendskabet til bonsaidyrkning, til Japan i det 11. århundrede. I Japan er kunsten at dyrke bonsai blevet forfinet, og har i dag et meget højt stade.

I starten af 1900 tallet fik Europa set bonsaitræer på udstillinger, men det slog ikke an. Først efter anden verdenskrig, blev bonsai udbredt i vesten, og både i USA og Europa er det nu udbredt og der dyrkes bonsai på et højt niveau.

Bonsai er ikke potteplanter og kræver lidt andre forhold - Stærk sol og varme fra radiatorer er faktorer der hurtigt udtører jorden i skålen. Jorden skal være godt drænende og porøs.

Et grundlæggende spørgsmål er som regel om man ønsker et træ der straks eller meget hurtigt viser sig som en bonsai, eller man ønsker den tilfredsstillelse det er selv at forme og udvikle sit træ.

Det første ønske kan sansynligvis kun opfyldes ved køb af en færdig bonsai hos en bonsai-forhandler. Man kan være heldig, at finde et træ i naturen som har levet under helt specielle forhold, så man kan placere det direkte i en skål. Som regel vil selv et træ som dette, kræve flere års tilpasning før klacifikationen bonsai nåes.

Den rette ånd og tilfredsstillelse forbindelse med arbejdet med bonsai opnås imidlertid kun ved års træning og pleje af sine træer. Her kan man både så, lave stiklinger og aflægninger samt indsamle materiale i naturen og evt. købe emner på planteskoler.

Hvad man skal vælge afhænger af hvilken type og stilart ens bonsai skal tilhøre

Den bedste start på bonsai hobbyen får man ved at læse bøger, lære af andre og eventuelt melde sig ind i Dansk Bonsai Selskab der afholder aktiviteter landet over.

Alle oplever at miste bonsai på grund af forkert pasning. Desværre er den bedste lærdom ens egen erfaring. Man kan dog undgå de mest ærgelige tab ved at overholde nogle basale retningslinier.
Lys, vand, næring og luft
Tålmodighed
Lær af andre

Sørg for at dine bonsai står så de får lys og sol. Pas dog på med solen midt på dagen. Lad dem aldrig tørre helt ud. Japanerne udtrykker det filosofisk således : 'Du skal vande dagen før den tørrer ud'.

En bonsai bliver ikke en bonsai på en dag. Tålmodighed er nøgleordet for alt hvad man laver med sine træer. Man ompotter og beskærer f.eks. ikke på samme tid. Afvent altid at træet igen kommer i god vækst før man arbejder videre på det.


Ompotning af en bonsai

Det er nødvendigt med mellemrum at ompotte sine bonsai. At ompotte en bonsai har flere formål:
At forbedre jorden
At beskære rødderne
Måske at ændre skålstørrelse


Jorden

For at en bonsai trives, kræves det at jorden den står i er veldrænende og luftig. Er den ikke det er det vanskeligere for rødderne at optage vand, luft og næring samt at etableringen af nye rødder hæmmes.

En veldrænende jordblanding lader overskydende vand passere gennem drænhullerne i skålen hurtigt og uden at der er overskydende vand tilbage i skålen. Typisk skal dette ske inden for sekunder og ikke minutter. Samles der vand på jordoverfladen under vanding, er dette et klart tegn på at din bonsai trænger til ompotning.

Jordblandingen bør ikke indeholde mere end 30-40% muld. Resten af blandingen bør igen være en blanding af småsten og grus. Det er altid en god ide at lægge et groft lag i bunden af skålen bestående af småsten, små legaærter eller lign. Fordel herefter et lag af jordblandingen over hele skålen i et passende lag og dan en en lille top der hvor træet skal stå.

Herved sikres bedre at der ikke opstår luftlommer under og mellem rødderne. Så placeres træet og der trykkes/drejes forsigtigt så jordtoppen presses let ind mellem rødderne. Herefter fyldes der efter med den resterende jord og til slut tager man en spisepind, bambuspind eller lign. som man stikker ned i jorden rundt om træet samtiddig med at man bevæger den ende man holder i, i små cirkelformede bevægelser.

Herved får man udfyldt de luftlommer som der uvilkårligt opstår under opfyldningen rundt om rødderne. Synker jorden efterfyldes der med ekstra jord.

Mange benytter også Akadama som er en japansk lerart. Det kan være rent eller som del af blandingen. Man skal dog være meget opmærksom på at Akadama efter nogle år bliver meget kompakt og her er det vigtigt at potte om i tide.

Ulempen ved Akadama er prisen. Der er mange diskussioner omkring jordblandinger, men er den godt drænende og er den sammensat så man selv kan styre næringsmængden går man ikke helt galt i byen.

Til slut gennemvander man så længe at vandet løber ud af skålen i et stykke tid

Efter en ompotning bør man ikke sætte træet i fuld sol og undgå brug af gødning i 3-4 uger


Beskæring

Beskæring er grundbegrebet i at dyrke bonsai. Gennem beskæring holdes træet i den ønskede størrelse og form, sammen med snøring.

Træet skal starte med at have de tykkeste grene nederst, og jo længere oppe og ude af grenen, jo tyndere skal de være. Som princippet i en kegle – tyk forneden – og tynd i enden.

Selve formen på træet skal være aftagende fra bunden mod toppen. Beskæring er også med til at sørge for ny vækst længere tilbage på træet. Især løvfældende reagerer positivt på denne behandling, medens stedsegrønne grundlæggende skal knibes.

Også rødderne skal beskæres, og her er det samme princip som med grenene. Især er det vigtigt at der altid er tynde rødder, da det er dem, der suger vand og næring. Hellere beskære for lidt af rødderne end for meget!

Til beskæring findes en række professionelle værktøjer, bl.a. konkavtangen, som er den vigtigste. Resten kan stort set klares med en almindelig skarp og velholdt havesaks af god kvalitet.

Konkavtangen laver et lille indadbuet sår, som gør at træet hurtigere, og ikke mindst pænere, heler såret.

Det kan være en fordel at lade et lille stykke grenstump sidde tilbage på harpiksholdige og saftblødende træer, indtil stumpen er visnet tilbage til udspringet. Ellers risikeres at såret fortykkes og bløder for voldsomt så træet tager skade. Senere fjernes den døde stump så, og såret kan lukke helt sammen. Slutresultatet med denne metode bliver en mere harmonisk kallus, der passer til træets størrelse.

Beskæres om vinteren, opnås samme reaktion, da træet er i hvile. En forårsbeskæring giver en for hurtig voldsom kallusdannelse, så er det nødvendigt at beskære her, skal der sidde en stump tilbage, der visner, og kan fjernes til efteråret.

Hav altid i tankerne, når træet formes, at den overordnede form, skal have silhuetten af en uligesidet trekant. Aldrig en ligesidet.

Dette gælder i alle forhold, set fra siden, forfra eller oppefra. Også selvom en bonsai altid kun har én forside. Det skyldes at man uanset betragtningsvinklen opfatter de bagvedliggende afstande til bageste gren, top og bund.


Værktøj

Før man går i gang med at dyrke bonsai, er der en del ting, man er nødt til at anskaffe sig.

Der findes rigtig meget godt og dyrt værktøj på markedet, der er specielt skabt til bonsaidyrkning. Man står sig ved at købe en ordentlig kvalitet, hvis man påtænker at dyrke bonsai på længere sigt.

I begyndelsen kan man dog klare sig med langt mindre, man kan f.eks. bruge: Spisepinde, strikkepinde, gafler, knive, skeer, broderisakse, havesakse og det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser.


Skåle

Når skal vælge skåle til sine bonsai, er der en lang række hensyn at tage. De fleste bonsai der bliver dyrket på vore bredegrader, er udendørs bonsai, man skal derfor købe skåle i stentøj, der kan tåle frost. Størrelsen på skålen retter sig efter træet, man kan som en tommelfingerregel bruge, at skålens længde skal svare til to-tredjedele af træets højde, og højden på skålen skal svare til tykkelsen på stammen ved jordoverfladen.

Til nåletræer bruges uglaserede skåle, hvorimod løvfældende ofte er i glaserede skåle. Farven på skålen vælges ud fra, at den skal harmonere med enten blade, stamme eller blomster på træet. Faconen på den skål man vil bruge, er ofte en smagssag, men prøv at tænke på skål og træ som en helhed, hvor skålen ikke må stjæle opmærksomheden fra træet.

Når du køber bonsaiskål, så sørg for at få en med gode store drænhuller i bunden, det er vigtigt, hullerne dækkes med net før man kommer jord i. Net kan man som regel købe, der hvor man køber sin skål, ellers kan fluenet bruges.


Egnede træer

Inden man går i gang med at dyrke bonsai, skal man jo vælge hvad man skal forsøge sig med. Hvis man allerede har fundet et træ i naturen eller planteskolen, er valget jo let. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser for hvilke træer eller buske, man kan forme til bonsai. Man skal nok fravælge arter, der har meget store blade, eller som har en meget hurtig vækst. Almindelige danske arter som: Bøg, eg. Tjørn, fyr og ahorn er alle velegnede. Fra planteskolen er arter som enebær og cotoneaster at anbefale.


Vanding

Det er vigtigt at forstå at bonsaitræer er levende væsener, hvilket medfører at alle bonsaitræer er forskellige. To bonsaitræer af samme art skal vandes forskelligt alt efter forholdene. Hvis du har mulighed for det bør du overbruse når du vander. Hvis hele jordklumpen bliver våd, vil mange arter ikke kræve vand så ofte, som hvis du vander med en vandkande i bonsaiskålen.

Hvis du vander træet ved at sætte det i en opvaskebalje og fylder vand op til lige under kanten af skålen og lader træet stå i vandet i 10-20 minutter vil træet ikke skulle vandes så ofte, som hvis du overbruser eller vander med vandkande.

Det er vigtigt at vandet kun når op til lige under kanten af skålen. Træet skal suge vandet op igennem hullerne i bunden af bonsaiskålen. For at lære træets rytme at kende anbefaler vi at du i starten tjekker dagligt ved at mærke på jorden med en finger. Hvis jorden føles tør bør det vandes. Vand først når jorden i skålen er tør.

Udvalgte artikler
Hvidkål
Have-Kål er en toårig plante, som første år danner en bladroset, og som næste år sætter et opret, blomstrende skud med talrige blomster. Bladene er lidt læderagtige og ofte overtrukket af et lyseblåt vokslag.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Snitbønner
Snitbønner må ligesom øvrige bønner ikke sås, førend jordtemperaturen har nået + 10°. De fordrer en veldrænet og muldrig jord. Eftersom de lever i symbiose med kvælstofsamlende bakterier, kan man give dem gødning uden kvælstof.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Hasselurt
Hasselurt er en stedsegrøn flerårig urt, der i Danmark dyrkes og desuden af og til findes fovildet i naturen.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Stankelben
Stankelbenslarven er primært et problem i græsplæner, men kan også angribe forskellige afgrøder i køkkenhaven. I Danmark findes flere arter. Larven (se billede) er gråbrun og valseformet med en læderagtig hud og et mørkt hoved.
Artikel kategori: Sygdomme og skadedyr