Velkommen til HAVESIDEN WWW.KAN-LIR.DK - DIN HAVEPORTAL MED ALT OM HAVEN OG DENS PASNING
Navigation
Nyeste artikler
Hej have
Fuglekasser, egernka...
Sove/hvilekasser til...
Redekasser
Rens frøet - Spar m...
Artikelhierarki
Hovedside for artikler » Plantebeskrivelser » Sølvlys
Sølvlys
Sølvlys
Cimicifuga ramosa



Sølvlys er en af de helt fantastiske stauder, som man glædes og imponeres over år efter år. Helt som navnet siger har den blomster, der ligner fine, sølvskinnende lys.

De spinkle blomsterstængler bliver meget høje og med deres mylder af små og tætsiddende, cremehvide blomster svajer de fint i vinden uden at knække eller vælte omkuld.

Det er en meget smuk og statelig plante, der elegant skiller sig ud i et staude- eller skyggebed.

Sølvlys har fint løv med tredelte blade, hvor småbladene er groft savtakkede. Løvet når en højde på ca. 80-100 cm og over bladene rejser sig de stive og ranke, let forgrenede blomsterstængler, der kan blive op til to meter i højden.

De mange små og duftende blomster sidder tæt langs stænglen som et blomsteraks. Blomsterne tiltrækker sommerfugle. Sølvlys har en lang blomstring, men hører til de sentblomstrende stauder.

Når det begynder at sløje af med blomstring i haven hen på sensommeren, brillierer den ved at stå med de hvide lys – ofte er den i blomst i hele september og oktober.


Egenskaber:
Kræver skygge.
God til afskæring.

Højde:
120-250 cm.

Lys:
Halvskygge - skygge.

Vand:
Rigeligt.

Jord:
Dyb, humusrig, fugtighedsholdende.

Planteafstand:
50-60 cm.

Gødning:
Grundgødes med staldgødning eller anden organisk gødning.


Elegant og højtvoksende skyggeplante

Der er ikke så mange skøntblomstrede planter, der trives i skygge, men de forskellige arter af Sølvlys gør det.

På egnet voksested bliver C. racemosa næsten mandshøj.

De slanke blomsterstande bliver en halv meter høje med en let forgrening ved basis. Blomsterbunden er tæt besat
med perle hvide knopper, der i juli-august giver et sølvskinnende hvidt flor.

Bladene er dekorativt delte og frodigt grønne hele sommeren.


Rimfrostgnistrende frøstand

Cimicifuga vokser vildt i det tempererede Nordamerika og Asien, altid i en fugtig men ikke dyngvåd jord.

Den er letdyrket, men udvikler først sin fulde pragt efter nogle år. Derefter bør den stå urørt år efter år.

Gammel bestand kan deles tidligt om foråret.

Hvis man lader den visne blomsterstand blive siddende vinteren over, kan den gnistre i rimfrost.


Lyser op på skyggesiden

Det er som sagt ikke helt let at finde blomstrende planter til husets skyggesider, men netop den lysende
Sølvlys er til stor hjælp.

Men den kommer sandelig også til sin ret foran mørke, efterårsfarvede buske, i skyggefulde blomsterbede og nær vand.



Sølvlys kan med fordel frøformeres – den er ret dyr at erhverve som fuldvoksen plante.

Det kræver dog en ekstra indsats, hvis den skal formeres fra frø:

Frøene behøver nemlig først mindst seks uger ved ca. 22 grader og derefter et par måneder ved lav temperatur, der gerne må svinge ned omkring frysepunktet eller lavere.
Og herefter skal temperaturen igen stige langsomt.
Derfor er det en god ide at så frøene indendørs i november-januar.

Så de bittesmå frø i en potte eller flad plantekasse og dæk med et tyndt lag pottemuld.
Stil potte eller plantekasse i et varmt rum – på dette tidspunkt behøves ikke lys, men jorden skal holdes let fugtig.

Efter seks uger stilles potten udendøre i vintervejret. Dermed får frøene automatisk den nødvendige kuldeperiode og som foråret nærmer sig, vil temperaturen langsomt stige – og så skulle der gerne begynde at komme spirer ca. omkring maj.

Hvis varme- og kuldeperioden ikke fungerer tilfredsstillende, vil frøene først spire året efter.


Udvalgte artikler
Purpur-Solhat
Purpursolhat minder meget om almindelig solhat, men er en helt anden slægt. Dens botaniske navn er Echinacea purpurea, og den har en brunorange midte med purpurfarvede randkroner.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Hortensia
Hortensie i krukker er en fryd for øjet. Men de skal vandes og de bruger meget vand, så det skal man være bevidst om. Vent evt. med at plante dine krukker til med hortensia, når de i juli måned er kommet i blomst. ønsker man at overvintre sine hortensia i krukkerne, må de ikke stå ude og blive fyldt med vand, som fryser og ødelægger plantens rødder
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Valnød
Almindelig Valnød (Juglans regia) eller blot Valnød er et stort, løvfældende træ med en bred, uregelmæssig krone og svære, bugtede grene.
Artikel kategori: Plantebeskrivelser
Udvalgte artikler
Plant og beskær frugttræer
Mange typer frugt er modne og skal høstes omkring feriesæsonen. Høstens varighed er også en tidsfaktor. Nogle sorter skal plukkes inden for 14 dage, hos andre strækker høsten sig over en hel måned.
Artikel kategori: Alt om Haven